Til forside

Nedenstående "biografi" er skrevet ud fra, hvad Volf selv fortalte mig om sit liv. Jeg har støttet hukommelsen let til Kåre p Johannesens bog "Volf og hans verden", (Chr. Erichsens forlag,1975).

Hvem var manden, der opfandt Volfair-metoden?

Chr. A. Volf blev født den 23. juni 1894 i Hellerup. Hans far, der stammede fra Sønderborg, var mejerist og moderen, der var fra Roskildeegnen, havde et bageri / fabrik/, der var berømt for sine småkager , i dag kendt som "Karen Volfs Småkager". Hun var et dybt kristent/moralskt menneske. Hun besad en jernvilje, og hun havde et stort talent for at handle.

Christian var i den tidlige barndom en sød og omgængelig dreng. På et tidspunkt kom han alvorligt til skade, da hestene foran en af faderens mejerihestevogne, som han ville kravle op på, blev bange og løb løbsk. Han svævede længe mellem liv og død. Han overlevede, men det skulle vise sig, at han rent faktisk havde ændret personlighed. Han var blevet noget af en Fanden-i-voldsk, ustyrlig, hyperaktiv dreng. Samtidig havde han  fået et særligt skarpt blik for de mindste detaljer i alt, hvad der foregik omkring ham. -  Man havde ofte følelsen af, at han med sit intense blik kunne se igennem ens ydre skal.

 Hans store lidenskab var fysik, og han eksperimenterede med mange ting. Han lavede - bl. a. inspireret af hans fysiklærer, som han satte stor pris på - den ene lille opfindelse efter den anden.  Han havde tidligt læst den tyske fysiker Hermann von Helmholtz's bog: "Die Lehre von den Tonempfindung als physiologische Grundlage für die teorie der Musik". Den bog fik afgørende betydning for hans senere virke som fysiker.

Denne uregerlige dreng passede langt fra ind i det pæne borgerlige Hellerup-miljø. Han blev en tid sendt til en onkel i Sønderborg, hvor han kom i isenkræmmerlære, men han kom hurtigt retur. Familien i Sønderborg kunne heller ikke holde styr på ham. - Hjemme i Hellerup igen fortsatte han sine tekniske konstruktioner, der efterhånden blev økonomisk temmelig krævende. Han købte, hvad han skulle bruge, på klods. Karen Volf var et sikkert navn i Hellerup, så Christian fik, hvad han bad om.

Karen Volf var som sagt en bestemt dame, der havde klare forestillinger om, hvad man kunne og hvad man ikke kunne. Hun betragtede drengens indkøb på hendes regning uden at have fået lov som bedrageri. Faderen forsøgte at tæve Christian til fornuft - så kraftigt at han fik spastiske lammelser, og i en lang periode var han indlagt på Skodsborg Badesanatorium. Han forvandt aldrig helt denne skade. Men han forsatte med at eksperimentere og stifte gæld, idet man lige så lidt kunne beordre ham til at holde op med sine eksperimenter, som man kunne beordre ham til at holde op med at trække vejret. Hans natur var nu engang opfinderens og konstruktørens, og de sider af sig selv kunne han ikke undertrykke. Karen Volf mente, at det kunne hun. Da regningerne igen begyndte at strømme ind, var det tid at sende drengen til søs. Hun sørgede for, at han fik hyre på en kulbåd, der skulle til Amerika. Hun mødte i egen person op på kajen og så til, at han kom af sted. Christian forvandt aldrig, at han var blevet udstødt af familien på grund af hans inderste natur.  --- Han var da 17 år gammel.

I New York rømmede han. Det første der skete, da han kom i land, var, at han blev frastjålet  alle sine penge. Heldigvis havde han arvet sin mors talent for at handle. Han kunne sælge næsten hvad som helst, og det gjorde han. Han var kommet til USA - her var der penge at tjene - store penge! Og han agtede at gøre det! Han ville vende hjem som en agtet og anset mand og vise familien, at han var blevet til noget stort. Stort var alt omkring Christian, der selv ikke var meget højere end 160 cm: Store huse, store hatte, store cigarer - de største på markedet - stor i slaget!

Han slog sig i første omgang ned i Pennsylvania. Her levede han de følgende år af at lave den ene opfindelse efter den anden - alt, fra en engangs papirske til jetmotorer -  tage patent på dem og så sælge rettighederne videre. Hans hyperaktivitet  fornægtede sig ikke: han var konstant i gang med nye projekter, og han morede sig! Christian morede sig med næsten alt, hvad han foretog sig livet igennem.

 Han kunne det med  fysikken. Han tog en uddannelse i faget. Hans speciale  var indenfor  lyd og akustik. Han lavede bl. a. sirener. Efter sigende skulle han have konstrueret den første "Mc. Cloud sirene", der bruges af det amerikanske politi. Han byggede også en kæmpe resonator (højttaler) efter Helmholtz's principper. Den var på størrelse med et klædeskab, og indeholdt omkring  500 orgelpiber. Disse resonerede musikken fra en meget stor elektrodynamisk højttaler, der sad i toppen, ned over et vandbassin, som det hele stod på. Den gav en fantastisk naturtro gengivelse. -  Han konstruerede også en mindre højtaler, der er lavet som en kube med en højttaler i hver side, således at lyden sendes ud i fire retninger. Også denne højttaler giver en meget fin gengivelse. - Volf brugte senere denne resonator og den mindre højttaler i forbindelse med sine lydbehandlinger.

Han var i mange år konsulent indenfor akustik. Dette førte naturligt til en interesse for det menneskelige øre, og i årene op til Anden Verdenskrig kastede han sig over at fremstille elektroniske høreapparater. Han var på det tidspunkt flyttet til Californien og havde slået sig ned i det mondæne Beverly Hills, hvor han omgikkes  kendte mennesker som komponisten Stravinsky og forfatteren Aldous Huxley.

Elektroniske høreapparater fandtes allerede på markedet, men de var alt andet end gode. Et høremål - audiogram - på en aldersbestemt tunghør ligner lidt et bjerglandskab med "toppe" og "dale", idet det ikke er på alle frekvenser, der er høretab. Ved hjælp af diverse radiorør, filtre og modstande fremstillede han individuelt tilpassede høreapparater, der kun forstærkede netop de frekvenser, på hvilke klienten havde høretab. De virkede for det meste fint, men det var en bekostelig affære at fremstille et sådant apparat , der tillige var både tungt og fyldte meget - kun de allerrigeste tunghøre kunne betale. Mændene fik forstærkeren i en attachétaske - kvinderne i en beautyboks.

En del af hans klienter klagede imidlertid over, at de dyre apparater støjede alt for meget, hvorfor de ikke kunne bruge dem. Volf opdagede at disse mennesker havde en meget lav smertetærskel. Han måtte derfor konstruere sine høreapparater, således at de ikke forstærkede lyden over klientens smertetærskel.

Så var det, at han fik en tanke: Hvis han kunne forringe klienternes hørelse, hvis han kunne fjerne alle "toppene" i bjerglandskabet, så der blev et ensartet høretab i hele frekvensområdet, kunne de bruge et apparat, der forstærkede ens i hele frekvensområdet. En lidt absurd tanke at gøre folks hørelse dårligere, for at de kunne komme til at høre bedre. Ikke mange andre end Volf ville få en sådan idé. Han fik den! For så kunne han sælge flere og billigere høreapparater til flere mindre velbeslåede amerikanere.

Han indspillede nu ved hjælp af en oscillator - en tonegenerator - (sådan fortalte han det selv) grammofonplader med dæmpede lyde (der er rent elektrofysiske spændingslyde, der ikke forekommer  i naturen) nøje afgrænsede indenfor snævre frekvensområder. (Tonerne er senere blevet identificerede som modificerede Flechter-toner*). Hver plades frekvensområde spænder over, hvad der svarer til en oktav på et klaver.  Han valgte nu plader med toner indenfor netop de frekvensområder, hvor klienten hørte godt, og afspillede dem med stor styrke direkte ind i klientens ører gennem hovedtelefoner. 

Behandlingerne havde så vidt vides ikke den ønskede effekt. "Toppene" i audiogrammerne forblev "toppe".  Derimod skete der det besynderlige, at høretolerancen blev sat i vejret -  afstanden fra høretærsklen til smertetærsklen blev normal - og så kunne klienterne rent faktisk godt få glæde af et almindeligt høreapperat alligevel. Samtidig viste det sig, at hvis man behandlede med lyde, hvis frekvenser svarede til "dalene" i audiogrammet, rettede hørelsen sig i mange tilfælde ud og blev mere normal.

Men der var også andre uventede sideeffekter ved behandlingen. De mennesker, hvis hørelse  Volf behandlede, oplevede at plagende kæbehulebetændelser forsvandt, hovedpiner gik væk, læsevanskeligheder forsvandt og flere andre forstyrrelser i kundekredsens almentilstand bedredes - efter alt at dømme i forbindelse med lydbehandlingerne.

Det viste sig altså, at hørelsen rent faktisk kunne trænes op, akkurat som en muskel kan gøres stærkere. Men her var øjensynligt også et fysiologisk behandlingssystem i sigte.

ørelæger bruger ofte en stemmegaffel, når de skal fastlægge om en ensidig hørenedsættelse skyldes en defekt i mellemøret - et såkaldt konduktivt høretab, eller om den stammer fra det indre øre med sneglen - et såkaldt perceptivt høretab. Testen kaldes Webers test, og går ud på, at tonen fra en anslået stemmegaffel, der sættes midt på panden, vil høres tydeligst i det øre, der har en konduktiv hørenedsættelse. En anden test, Rinnes test , går ud på først at holde den vibrerende stemmegaffel foran den ydre øregang - luftledning - og herefter mod knoglefremspringet bag øret ( Processus Mastoideus ) - knogleledning. I det normale øre eller i et med perceptivt høretab er luftledning bedre end knogleledning. Ved konduktivt høretab er knogleledningen bedst. 

Volf brugte disse tests i sit arbejde, og han stødte herved på mærkelige "reflekser", idet mange af klienterne opfattede, at de hørte tonen fra stemmegaflen andre steder end de burde. Han udvidede testen til at omfatte flere kontaktpunkter på kraniet og kroppens store knogler, og idet han samtidig bad klienterne om at sætte en finger i hvert øre og herved blokere for luftledningen (hvilket svarer til, at man har et konduktivt høretab på begge ører), kunne han på et diagram registrere, hvordan klienten sansede (hørte / følte ) tonen fra hvert enkelt kontaktsted..

Ved at undersøge flere tusind personer -  dels fuldstændig raske og velfungerende mennesker, dels mennesker, der påberåbte sig forskellige lidelser: kæbehulebetændelse, hovedpine, læsevanskeligheder o. lign. -  fandt han, at de raske mennesker altid opfattede lyden efter et bestemt mønster, idet de opfattede lyden i det øre, der var modsat kontaktpunkter - lyden kontralateraliserer - hvorimod de "syge", havde afvigelser fra dette. Han mente at kunne påvise sammenhæng mellem en bestemt "lidelse" og et bestemt udseende af det afvigende mønster. 

Igennem fyrrerne arbejde han hovedsageligt med disse tests og lydbehandlinger. Han opstillede en række teser -  der byggede på en række konkrete fysiske forsøg med lyd og væske - om, hvorfor lyden fra stemmegaflerne opfattedes af klienterne, som den gjorde: 

Hans hovedtese var at lyden fra en vibrerende stemmegaffel, der sættes på kroppens store knogler, ikke, som man normalt antaget, forplanter sig gennem knoglerne ( kaldes knogleledning ), men derimod sker forplantningen af lyden gennem legemsvæsken, hvilket han kaldte væskeledning. Han mente ligeledes, at øret ikke kun var et høreorgan, men at det tillige var kroppens hovedrefleksorgan, der registrerer alle vibrationer, der opstår i kroppen. 

Med stemmegaflerne kunne han måle balancen i sanseapparatet. Med sine lyde kunne han genoprette en god balance, hvor den var dårlig.

Han mente til sidst at have fundet  dels et godt redskab til at stille forskellige diagnoser med, - dels et system, der kunne behandle og helbrede de fleste af de diagnosticerede lidelser. Og han mente, at han havde dokumentation herfor. Han kaldte hele systemet "VOLFAIR" ( formentlig en sammentrækning af "VOLF AcoustIc Records " , som var det oprindelige navn på hans plader.)

I 1950 vendte han hjem til Danmark for at høste anerkendelsens frugter. Nu skulle han vise familien, hvad han havde udrettet.

Han indrettede en stor klinik i Nyrupsgade i København, hvor han i første omgang behandlede folk, der led af kæbehulebetændelse, hovedpine og lignende. Senere fortsatte han sin praksis fra sit hjem på Bakkedal i Hellerup. Sidst i 50-erne bosatte han sig i faderens fødeby, Sønderborg. -- Alle tre steder hjalp han mange danskere af med deres lidelser.

Han havde i løbet 1950-erne flere kontakter til forskellige sygehuse og læger, der viste interesse for hans system. Hver gang startede det lovende - hver gang gik det galt.  Den væsentligste årsag til dette var nok, at parterne så på sagen med to vidt forskellige baggrunde: lægerne med  medicinsk-videnskabelige øjne - Volf  med en fysikers øjne. I de to verdener ses tingene fra vidt forskellige synsvinkler.

Det spillede nok også ind, at Volfs måde at fremlægge sine teorier på ikke var på det sædvanlige akademiske plan. Han havde svært ved at udtrykke sig skriftligt. Der foreligger kun spredte småskrifter om emnet fra hans hånd. Han kunne tale meget og længe, men han havde en tilbøjelighed til at lave det ene tankespring efter det andet, så man skulle være vågen, for at finde og holde hovedlinien fast. Derfor gik man ofte fejl af, hvad han egentlig forklarede om emnet.  - Og han elskede som sagt høj cigarføring!! Han elskede at lave opvisning med sin diagnosticering, som da han fik sammenkaldt en stor flok af skolepsykologer på Enghave-vejens Skole i København og demonstrerede for dem, hvordan han af en flok børn, de først havde testet på sædvanlig vis, med sine stemmegafler kunne skille de ordblinde børn fra de ikke ordblinde uden at fejle en eneste gang! - Sådan! Der kan I bare se! -- Fyr på cigaren - og så forlod han showet som en anden tryllekunstner!   

Endelig spillede det helt sikkert også en rolle, at man på det tidspunkt anså alt, hvad der ikke var akademisk funderet og stod i de medicinske lærebøger, for at være kvaksalveri. Lægeforeningen truede med at ekskludere de læger, der viste interesse for Volf og hans metode - man betragtede ham som en kvaksalver.

Da han fornemmede, at lægerne lagde afstand til ham, begyndte han at interessere sig mere for en anden gruppe, som han gennem årene havde haft held med at hjælpe. De ordblinde! Han tilbød Den danske Folkeskole hele sit system. Han lavede en speciel plade, som skulle være særlig velegnet til at behandle ordblinde med - "Ordblindepladen", der var indspillet på en såkaldt "45 RPM  vinylplade "  -( de andre plader var gamle 78er lakplader)

I 1962 foranledigede daværende undervisningsminister Chresten Helveg-Petersen et behandlingsforsøg i Fredericia. Det var planlagt til at omfatte 25 elever fra hele skolevæsenet, udpeget af den stedlige skolepsykolog, efter han havde testet dem. Sammen med byens øre-, næse- halslæge, Buch-Sørensen, foretog Volf den endelige udskillelse af de elever, som han mente, var egnede for behandling. det endte med, at der var 13 børn, der blev behandlet.

Der blev foretaget en læseprøve på hver elev (optaget på bånd), hvor man talte op, hvor mange ord der blev læst i løbet af to minutter og hvor mange fejllæste ord, der var. Skoleinspektøren på Treldevejens Skole  blev udpeget til at stå for selve den daglige behandling.  Behandlingen stod på i fire måneder, hvorefter børnene igen blev testet. Resultatet var lovende. De fleste børn havde på de fire måneder forøget deres læsehastighed med omkring 100% - en enkelt med  hele 300% - samtidig med, at  procenten af fejllæste ord var faldet betydeligt. - Som en sidegevinst havde alle børnene forandret sig  "fra at være en flok urolige unger til at være rolige og høflige børn", noterede skoleinspektøren i sin rapport til undervisningsministeren. Forsøget blev fulgt og kontrolleret af folk fra undervisningsministeriet og Danmarks Pædagogiske Institut (DPI), hvor man ikke var begejstret for Volf og hans metode: Den gængse teori omkring ordblindhed og læseretardering var på det tidspunkt, at der lå social- psykologisk- miljøfaktorer til grund for "lidelsen". Og så kom her en mand og påstod, at det ikke passede, men at der lå en fysiologisk- neurologisk defekt bag symptomet. Det var ikke velset.

Da man ikke kunne frakende sig resultatet som sådan, fremførte man, at forsøget havde omfattet for få børn, til at man kunne konkludere noget endeligt ud fra det.

Et par år senere  fik Helveg-Petersen og folkene omkring Volf igen stablet et forsøg på benene i DPIs regi. Denne gang var det planen, at 100 ordblinde børn fra Gladsaxe kommunes skoler skulle behandles  med Volfs lydterapi. Det skulle være et rent behandlingsforsøg. 

Volf koblede imidlertid altid sin test sammen med behandlingen. For ham  var testen en forudsætning for behandling. Dette blev anledningen til, at præmisserne for forsøget ændredes således, at man først ville undersøge om Volfs stemmegaffeltest var entydig. 

Fire personer, der aldrig før havde haft en stemmegaffel i hånden, blev hurtigt oplært i at lave testen. Herefter skulle de hver for sig teste de 100 elever, der på forhånd var psykologtestet. Hvis de fire personer hver for sig og uafhængigt af hinanden kunne lave den samme test ( lave ens diagrammer ) og udfra den stille den samme diagnose, som psykologerne havde stillet, ville testen kunne bruges. 

Volf ( og sandsynligvis også folkene fra DPI ) vidste, at dette ikke kunne lade sig gøre. Dels kræver det erfaring at lave testen og stille en diagnose ud fra den, dels vil de svar man får fra den samme person oftest variere fra gang til gang, når man gentager testen, da det er en rent subjektiv test. Endelig hører denne test nøje sammen med en høreprøve, som man ikke ville foretage.  

Volf trak sig ud af forsøget, men de folk, han havde omkring sig fortsatte. Man gennemførte forsøget med at teste, og resultatet blev som ventet: der var ikke statistisk overensstemmelse mellem de registrerede lydmønstre i de fire testeres diagrammer - og naturligvis heller ikke imellem testernes og psykologernes diagnose.

Man kunne herefter læse i landets aviser, at DPI havde undersøgt Volfs metode og havde fundet, at den ikke var brugbar. - - DPI havde hermed haft held til at give Volfs metode "Det sorte Stempel" - og det har generelt været gældende i skolekredse siden.

Man tog munden fuld! -- Man havde undersøgt Volfs diagnosticeringsmetode og fundet, at den i sig selv ikke var præcis nok, ja! - Men man havde ikke undersøgt behandlingsmetoden!!  Man undslog sig dog ikke for, at drage dén ind i konklusionen: "Man har undersøgt hele Volfs metode: Den dur ikke!!"

Volf, der nu var en gammel og ikke helt rask mand på 70 år (cigarerne havde sat deres mærke på hans hjerte) orkede ikke mere, han pakkede sammen. Han rejste tilbage til Californien som en dybt skuffet mand. Her døde han få år efter i 1967.   

Volf havde, mens han var i Danmark, givet enkelte personer lov til at praktisere med en del af  hans metode. 

Det drejede sig om en overlæge Ankerbye, der først i 50-erne havde vist stor interesse for metoden. Hans enke videreførte arbejdet på hans klinik.

 Endvidere var der en ordblindepædagog, Sofie-Amalie Høgsbro Østergård i Sig ved Varde, der fik lov til at bruge "Ordblindepladen".

  Endelig efterlod han et dokument, der overlod alle rettighederne til Volfair-systemet til en fuldmægtig  i Holbæk, Else Andersen, der havde været Volfs højre hånd og "tovholder" under alle hans forhandlinger med såvel læger som skolefolk.

Da Volf var væk, opstod der "krig" mellem de tre damer  om hvem, der rettelig havde retten til metoden. De døde alle tre, inden der kom en afgørelse på sagen.

I mellemtiden brugte fru Ankerbye og Sofie-Amalie Høgsbro Østergård tiden til at "uddanne" nye "lydterapeuter". Der findes så vidt vides flere klinikker rundt om i landet, der udgår fra disse to damer. På Bornholm har en viceskoleinspektør, Kjeld Johansen, overtaget Ankerbyes materiale. Han har lavet et nyt lydbehandlingssystem baseret på en blanding af New Age musik og Volflignende lyde. Dette system benyttes, så vidt jeg er orienteret, også på disse klinikker. Hvordan virkningen er vides ikke. 

Else Andersen gav fire personer, der havde stået Volf nær - deriblandt mig - lov til at behandle med hele metoden. Det er de fire, der i dag har dannet et fællesskab med navnet VOLFKLINIKEN.

---------------------------------------------------------------

* Flechtertoner er "dæmpede" toner, der er frembragt på en tonegenerator, idet man blander flere sinustoner (rene toner) med hinanden. Dette giver en meget skurrende lyd. Ved hjælp af sin resonator modificerede Volf disse toner, således at de blev meget hørevenlige. Tilbage til tekst

  

Copyright Sven Aidt, 2002

Til top

`