Til forside

Artiklen er fra HJEMMET nr. 19/91

GITTE:

Jeg vandt over min ordblindhed

 

  Som stor skolepige brugte Gitte Mikkelsen fire-fem timer om dagen på at læse lektier – og hun ville ud af skolen. Så prøvede hun Volfair-metoden, og på kort tid var hun kureret for sin ordblindhed. I dag læser hun til civilingeniør.

Da Gitte Mikkelsen var 13-14 år, var hun så ked af at gå i skole hjemme i Thisted, at hun bare ville ud så hurtigt som muligt. Hun vidste ikke, hvad hun så ville, men hun havde det skidt med sig selv og skolearbejdet, og også forholdet til klassekammeraterne gik hende på. Hun havde det bedst, når hun var hjemme hos sine forældre, sin lillebror og de dyr, hun elskede. Hver eneste dag måtte hun bruge mange timer på at læse lektier, så hun kunne følge nogenlunde med. For tingene skulle være i orden.

Gitte var ordblind som sin far og sin fem år yngre bror. Men ingen i skolen skulle vide, at hun havde det handicap at slås med. Så hun sled  -  og led i stilhed, indtil hendes mor, der er sygeplejerske, tilfældigt hørte om en lærer i byen, der var blevet interesseret i Voifair-metoden ( den efterhånden 50 år gamle danske lydterapi). Sven Aidt var selv blevet kureret for sin ordblindhed med denne behandling, og nu var det hans store interesse at hjælpe andre på samme måde.

- Jeg troede ærligt og redeligt, det var det rene gas, siger Gitte med et genert smil. Men det var altså præcis sådan, hun følte det , da hun gik gennem Thisteds gader for første gang at blive undersøgt og behandlet af Sven Aidt.  - Han lavede forskellige prøver med stemmegafler, slog an og holdt dem mod knæhaser, hænder og hals. ”Det tror jeg ikke på, og så virker det ikke" , tænkte jeg. Men det viste sig altså, at det hjalp. Jeg fik nogle lydbånd med hjem, som jeg skulle lytte til så tit jeg orkede, og så skulle jeg komme hos ham cirka en gang om måneden til nye målinger. Som jeg husker det, mærkede jeg forbedring allerede efter mit første besøg  - og da der var gået et halvt år, var jeg faktisk kureret. 

Gitte kunne mærke det, når hun læste lektier. Der gik ikke nær så mange timer med det, og alligevel steg hendes karakterer. Hun blev igen glad for at gå i skole og kom på Thisted Gymnasium, hvor hun først tog 10. klasse og så fortsatte, til hun sidste sommer blev matematisk-kemisk student. Nu vidste hun, hvad hun ville. 

- Heldigvis var mit eksamensbevis godt nok til, at jeg kunne komme ind på Danmarks Tekniske Højskole ved København. Det er det eneste sted, man kan blive civilingeniør med kemi, og det er netop det, der interesserer mig allermest. Når jeg har min eksamen, vil jeg gerne arbejde med mikrobiologi eller organisk kemi. Jeg har ganske vist en masse fordomme mod gensplejsning, hvor man griber ind i naturens orden. Men samtidig fascinerer mulighederne mig, og jeg regner med, at jeg kan bruge det for eksempel i fiskeindustrien, for så kan jeg måske komme tilbage til Jylland. Jeg savner de frie omgivelser, havet og skovene  - og det gør min kæreste også.

Jeg var meget hæmmet

Gittes kæreste hedder Sten Holm og er et par år ældre end hun. De har kendt hinanden i fire år og er sammen flyttet til en lille ( men desværre dyr ) lejlighed i Hillerød, for at Gitte kan få sin uddannelse.  - Sten er udlært smed. Han har måttet tage arbejde som rejsemontør i Sverige, så han er kun hjemme hver anden weekend, fortæller Gitte. Men på den måde kommer vi heller ikke til at kede hinanden, og jeg får tid til at læse. Jeg vil nemlig være færdig på de år, studiet kan gennemføres på, og af den grund har jeg heller ikke arbejde ved siden af. Hvis alt går vel, er jeg civilingeniør i 1995, og så er det Stens tur til at arbejde med det han allerhelst vil: Han vil gerne have med dyr at gøre. Det bliver nok noget i retning af dyrepasser.

Gitte er sikker på, at var hun ikke blevet behandlet af Sven Aidt hjemme i Thisted, havde hendes liv taget en helt anden drejning.  - Jeg var så ked af at gå i skole og kunne ikke se anden udvej end at komme ud, måske tage efg og finde et job i levnedsmiddelindustrien. Det var så galt, at jeg endda gik til skolepsykolog, og det var jeg meget flov over og bange for, at de andre i klassen skulle finde ud af. Ordblindheden hæmmede mig på mange måder, for det var jo ikke så få timer, jeg skulle bruge på bare at følge med. Og så var der også det, at jeg ikke alene vendte op og ned på ordene, når jeg skulle læse og skrive. Jeg byttede også om på dem, når jeg blev ivrig og skulle fortælle noget. Det lød helt fjollet, men så prøvede jeg at lade, som om jeg gjorde det for at være morsom.

Et sandt mirakel

Gitte fortæller, at hendes lillebror, Brian, var mere ordblind end hun selv  - og værst havde faderen det. Brian gik også til behandling hos Aidt, men på et tidspunkt blev han utålmodig og holdt op. Nu har han dog bedt om at komme i gang igen, så også han kan slippe for de mange ulemper, der følger med at være ordblind.  - Men min far, der er mekaniker, har ikke villet prøve. Han synes, han klarer sig meget godt uden! Det kan jeg godt forstå, men for mig har det været et sandt mirakel, at jeg kunne blive glad for skolen, få studentereksamen  - og nu gå videre med en så spændende uddannelse.

Hjemme i Hillerød har Gitte sine dyr til selskab, mens Sten rejser viden om i Sverige. oppe i stuerne er der de to katte Tiger og Trille, et stort akvarium med forskellige fisk, et terrarium med fårekyllinger ( engang har det rummet en slange på en meter )  - og nede i kælderen har de to dyreglade mennesker et par chinchillaer, som af og til får lov til at komme op stuen, hvis kattene ellers er lukket forsvarligt inde i soveværelset.

- Når jeg engang er blevet civilingeniør, har vi en drøm om begge at finde arbejde i Jylland, få et lille, nedlagt landbrug og så fylde det med de dyr, vi holder af, siger Gitte, der også kan finde sine tegnegrejer frem, hvis hun trænger til en pause fra læsningen. Allerede som lille pige blev hun glad for at tegne, for der kunne hun jo udtrykke sig uden ord. Derimod måtte hun opgive den synkron-svømning  - ren svømmeballet  - hun dyrkede så ivrigt i Thisted, at hun endda kom på landsholdet! det er der ikke tid til, når studierne skal passes.

Men den tidligere ordblinde Gitte er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun nok skal nå sit mål og blive civilingeniør. Endnu har hun ikke mødt uoverstigelige vanskeligheder  - tværtimod synes hun, hun  "hænger godt med ". - Studiet bliver dog nok sværere med tiden, siger hun med et smil, der viser, at det vil hun bare tage som en udfordring. Hun har ikke til hensigt at lade sig stoppe nu, da det har vist sig, at Volfair-metoden ikke bare var  "sådan noget gas, som man skulle tro på ".

Den gav hende simpelthen alle de muligheder, ingen for bare seks-syv år siden forestillede sig, den skoletrætte Gitte havde.  - Så når jeg er hjemme i Thisted og møder Sven Aidt på gaden, har jeg masser at side ham tak for, slutter hun.   

Tekst: Rydy Stigø.

 

Gitte har efterfølgende færdiggjort sine civilingeniørstudier indenfor kemi. Herefter har hun taget  Ph.d.-graden, og hun arbejder i dag som forskningskemiker i et af de store medicinalfirmaer i København.

Til top.