Til forside

Denne artikel stammer fra ugebladet  Familie Journalen nr. 16, 1988

Lyde helbredte Svens ordblindhed:

Nu er han lærer og hjælper ordblinde børn.

45-årige Sven Aidt var kun ni måneder gammel, da han pludselig blev lammet i højre arm, ben og fod. Han blev også voldsom ordblind, og de første mange år i skolen var et mareridt. Men hans forældre hørte om den forunderlige lydterapi, som en dansk fysiker havde opfundet. Sven Aidt blev helbredt for ordblindhed, fik eksamen som lærer, og i dag bruger han selv "Volfair" i sit arbejde med ordblinde.

Sven Aidt, 45-årig lærer, sidder ude i det lokale, som han selv har indrettet i en tilbygning til villaen på åbrinken 61 i Thisted for at bruge det til lydklinik. Over for sig har han en pige, som lider meget af ordblindhed. Ved hjælp af bl.a. stemmegafler undersøger han hende, og til sidst siger han til de spændte forældre, at han gerne vil forsøge at helbrede pigen. Der skulle nok være en chance ....

Sven Aidt lover aldrig for meget. Sikker kan man jo aldrig være, Men i de fleste tilfælde er hans lydterapi en fantastisk hjælp til ordblinde og orddøve. Så stor en hjælp, at mange forældre til helbredte børn føler, at der hændt dem et mirakel.

Og et mirakel, det var også, hvad Sven Aidt og hans forældre i sin tid følte, var sket, da han blev helbredt for stærk ordblindhed. Forud var gået års utålelig terperi og stunder med ulykkelig gråd over de forbandede bogstaver, der gjorde hans tilværelse til en prøvelse.

- Jeg er født i 1942. Jeg var kun ni måneder gammel, da jeg pludselig fik stærke lammelser i højre hånd, arm, fod og ben. Lægerne mente, at det måske skyldtes en medicin-forgiftning via min mor. Min mor blev selv forgiftet af et sulfopræparat og fik midlertidige lammelser. Og da jeg på det tidspunkt endnu fik bryst, var det naturligt at tro, at jeg også var blevet forgiftet, fortæller Sven Aidt.

Andre læger mente dog, at lammelsen kunne skyldes et kraftigt stød eller slag mod hovedet, men ingen var sikre på noget. 

Drengen blev undersøgt på Ortopædisk Hospital i århus, og beskeden til Svens forældre var nedslående: Man måtte regne med, at hans lemmer visnede hen, fordi de var ubrugelige. Lægerne anbefalede, at han senere blev opereret, så hans fod låstes fast i en bestemt stilling, for ellers kunne den genere ham, når han skulle lære at gå.

Siden blev hans hjerne undersøgt på Rigshospitalet, uden at det bragte lægerne nærmere en forklaring. Heldigvis for Sven bragte hans forældre ham også til en undersøgelse hos den kendte professor Mogens Fog.

 - Mogens Fog  frarådede nemlig mine forældre en operation, og det er jeg lykkelig for, ellers havde jeg ikke gået så godt i dag. Han anbefalede i stedet for, at jeg fik massage og sygegymnastik, og det skulle vise sig at hjælpe mig noget, forklarer Sven Aidt.

Skoletiden var en plage

I øvrigt kunne Mogens Fog fortælle Svens forældre, at han sikkert ville komme til at stamme og blive ordblind, fordi han var tvunget til at bruge venstre arm og hånd i stedet for den syge højre. Således gik det nemlig let, når man som født højrehåndet var tvunget til at bruge venstre hånd i stedet.

Sven Aidt blev ikke stammer. Derimod blev han ganske rigtigt voldsomt ordblind. Da han lærte at gå, viste det sig i øvrigt, at han ikke kunne få højre fod med frem, men trak den efter sig på tåspidsen. I løbet af sin skoletid ødelagde han det ene par sko efter det andet, fordi der hurtigt blev slidt hul på skosnuden, når han trak det dårlige ben efter sig.

Da Sven kom i skole fik han snart store indlæringsvanskeligheder i dansk.

 - De første syv år af skoletiden var en plage for både mig og mine forældre. Selv om de gav mig al den professionelle og kærlige støtte, de overhovedet kunne, så græd og bandede jeg somme tider det hele langt væk Jeg kunne ikke lære dansk, selv om vi terpede og terpede. Jeg kunne da se bogstaverne, men de gav overhovedet ingen mening. Jeg hadede mig selv for det, fortæller Sven Aidt, som i dag selv er lærer og nu giver læsehæmmede specialundervisning i dansk.

I femte klasse skulle det besluttes, om Sven skulle i mellemskolen, eller om man skulle satse på den almene linje. Men der var ikke så meget at vælge imellem. På grund af sit fysiske handicap ville Sven jo aldrig kunne blive håndværker, så hans forælde var tvunget til at forsøge at hjælpe ham igennem til en mellemskoleeksamen.

Svens mor var lærer og hans far var skoleinspektør. Et halvt år før optagelsesprøven til mellemskolen begyndte Svens far at læse staveord med ham hver eneste eftermiddag i to timer. De stavede om og om igen.

 - Jeg græd og blev gal, mest vred på mig selv. Jeg syntes, jeg var dum, fordi jeg ikke kunne finde ud af dét, som alle mine kammerater kunne. Hver eneste dag var et nederlag, husker han.

Prøven kom. Stave kunne Sven stadig ikke, men han havde set og hørt ordene så tit, at han kunne genkende dem.

At komme i mellemskolen  var en endnu værre prøvelse. De to første år var frygtelige, for Sven sakkede længere og længere bagud i forhold til undervisningen. Han kunne simpelthen ikke følge med i dansk og fremmedsprog, men lærerne bar over med ham.

Svens forældre var lige så ulykkelige over det, som han var. De var villige til at prøve alt for at hjælpe ham og de lod intet være uforsøgt. Han blev slæbt til koge mænd og koner over hele landet, og alle mulige terapier blev forsøgt. Men intet hjalp. 

Et udklip ændrede alt

Så en dag skete der noget, som skulle komme til at vende op og ned på hans tilværelse. En kvindelig kollega til hans forældre kom og viste dem et udklip fra et ugeblad. Artiklen handlede om, hvordan den dansk-amerikanske fysiker Chr. A. Volf havde hjulpet en spastisk lammet af med vanskeligheder ved at læse.

Sven Aidts forældre kontaktede Volf, og fik lov til at komme med deres søn. Han blev undersøgt et par gange, og så blev behandlingen sat i værk. Den bestod i at lade ham lytte gennem hovedtelefoner til ret høje lyde i staccato-rytme inden for bestemte frekvensområder.

Sven boede med sine forældre i Fredericia, men Volfs klinik lå i Hellerup. Imidlertid havde Sven en skolekammerat, som var flyttet til Rungsted nord for København, og her fik han lov at bo, mens han fik sine 30 behandlinger på Volfs klinik.

Han skulle hver dag tage toget fra Rungsted til Hellerup, og her gik han møjsommeligt en kilometer fra stationen til klinikken. Som altid slæbte han højre fod efter sig på tåspidsen og kunne ikke finde ud af at sætte hælen i.

Pludselig en dag, da halvdelen af måneden i Hellerup var gået, opdagede Sven til sin store overraskelse og glæde, at han gik rigtigt med sin højre fod. Uden at han selv var klar over det, var han ganske automatisk begyndt at sætte højre hæl i først ...

 - Lammelsen i benet fortog sig en del, og førligheden i min højre hånd blev også bedre. I dag underviser jeg i sløjd, og har selv lavet en del af vores møbler. Det havde aldrig kunnet lade sig gøre, hvis jeg ikke havde fået behandlinger hos Volf, siger Sven Aidt.

At førligheden i foden, benet og armen nu blev bedre, tydede helt klart på, at Volf med sin terapi kunne stimulere hjernens evne til at sende de rigtige signaler til kroppen.

Endnu var det for tidligt at sige noget om evnen til at læse. Men da måneden hos Volf var gået, tog Sven hjem til Fredericia, og med sig havde han plader med Volfs underlige lyde. Dem skulle han høre på i nogle minutter hver dag.

 - I takt med et halvt års behandlinger fik jeg langsomt, men sikkert lettere ved at læse og skrive. De diktater og stile, som jeg plejede at få tilbage fyldt med røde streger, kom nu tilbage med langt færre streger og meget bedre karakterer. Jeg gik fra g- til mg+, smiler Sven Aidt.

Student og lærer

Han fik sin mellemskoleeksamen, men ikke nok med det. Han fik også en pæn realeksamen. Og minsandten om den tidligere så læsehæmmede dreng ikke også fik en pæn studentereksamen.

- Efter selv at være blevet hjulpet så godt, var jeg meget interesseret i Volfs teknik, og efter studentereksamen fik jeg lov at opholde mig hos ham et års tid for at lære mere om hans metode, fortæller Aidt.

I 1963 begyndte han på seminariet, tre år senere fik han eksamen som lærer og flyttede til Voersaa ved Sæby og siden til Thisted.

I Volfair-terapien  anvendes forskellige lyde til stimulering af sanserne. Ved igen og igen at bearbejde høresansen med lydene, bliver den ordblinde efterhånden i stand til at skelne mellem højre og venstre. Det er vigtigt, fordi ordblinde typisk bytter om på bogstaver som f.eks. b og d, og så giver ordene ingen mening.

Selve diagnosen stiller Sven Aidt, lige som sin læremester Volf, ved hjælp af et audiometer og stemmegafler, som sættes på kraniet og kroppens store knogler. Diagnosen bruges til at fastslå, om ordblindheden eller orddøvheden skyldes blokeringer i hjernens evne til at bearbejde den stadige strøm af sanseimpulser, den hele tiden modtager fra kroppen.

Volfs metode til at hjælpe ordblinde blev aldrig officielt anerkendt. Hans metode lå i konkurrence med den gældende opfattelse på området, og Volf, der tidligere havde arbejdet i mange år i USA, rejste tilbage til Amerika som en syg og skuffet mand.

Men Sven Aidt og nogle få andre ville ikke opgive brugen af Volfs metode, og gennem årene kan et større og større antal ordblinde fortælle om den store hjælp, de har fået. I de senere år har forskere i øvrigt opdaget, at netop de impulser, der kommer fra ørerne, har væsentlig betydning for hjernens måde at bearbejde sanseindtryk på. Det tager Sven Aidt som endnu et bevis på, at Volfs metode er rigtig, selvom den ikke er nogen "mirakelkur".      

Tekst: Peter Storm.

Til top.