Til forside

Læseindlæring, sanseintegration, ordblindhed og anden  læse- stavehæmning.

Man bliver god til at læse ved at læse! - Måske!

Læseindlæring

Den første læseundervisning går ud på at give begynderen nogle redskaber til at bryde læsekoden: at forbinde bogstavtegnene med hvert sin(e) bestemte lyd(e), og derefter at sammensætte disse lyde i den rækkefølge, som bogstaverne angiver, og derved frembringe lyden af et i forvejen kendt ord (is, ko, mor, etc.). Når denne bogstavsammensætning således er afkodet, gemmes den i hjernens lager som et kombineret visuelt (syn)/fonologisk (lyd) billede til senere brug. De fleste finder ud af denne komplicerede proces i løbet af et til to år. Herefter bliver man bedre og bedre, jo flere ord man læser og får på lager og jo flere forskellige læsestrategier, man bliver bekendt med.. Læseprocessen automatiseres i hjernen, og jo bedre denne automatisering er, jo mindre energi kræver den. Energien kan i stedet bruges til at forstå indholdet i det læste, og til at lagre det forståede i hjernens hukommelseslagre. - Dette er meget kort fortalt det normale forløb i skolens læseundervisning. Man regner med at hele processen er færdig, så der er opnået tilstrækkelig sikkerhed og hastighed, når eleverne kommer i 6. - 7. klasse. Man taler om, at eleven har fået læsekompetence.

Det er almindeligt anerkendt, at visuelle (syn), auditive (hørelse), kinæstetiske (bevægelse), taktile (føle) og psykologisk/kognitive (følelser og vilje) elementer indgår i læse- staveprocesserne. Der er altså tale om en yderst kompliceret proces, der skal indarbejdes og automatiseres i hjernen.  

Nogle klarer det ikke

Der er en del, der har sværere ved af klare denne indlæringsproces end normalt. For størsteparten af dem skyldes det en reaktion på en række udefra kommende sociale, psykologiske, og / eller miljømæssige faktorer, som kan afhjælpes gennem særligt tilrettelagt specialundervisning, hvor der i en kortere eller længere periode tages særlige hensyn til den enkelte elevs problemer.

En vis procentdel af eleverne (i Danmark regnes der med 7-10%, internationale tal taler om 17 -20%) har selv efter en årelang periode ikke nogen glæde af en sådan specialundervisning. De gør ingen eller kun ubetydelige fremskridt. I denne gruppe finder vi de, der kaldes ordblinde eller med den lægelige betegnelse: dyslektikere.

I Danmark opererer man officielt med fire kategorier af læsevanskeligheder hos kognitivt og intellektuelt (tanke og analyse) normalt udviklede: 

            (Dalby,  Elbro, Jansen og Krog: Bogen om læsning III, 1992) 

Det er bemærkelsesværdigt, at prognosen for en bedring i tilstanden ved pædagogiske tiltag ikke er særlig positiv for de to første grupper. Det er i disse to grupper, at de ovenfor nævnte  7 -10%, af de læsehæmmede skal findes. 

Det kan synes som resursespild, at der ofres megen og dyr undervisning på disse to grupper, når prognosen er, at det ikke hjælper spor! - Når man på forhånd kan sige, at læseundervisning ikke vil hjælpe, bør man tage konsekvensen og undlade at læseundervise på traditionel vis med disse børn. Det vil såvel eleven som skole og forældre være bedre tjent med. Der kunne undgås mange konflikter på skolen og i hjemmet, hvis man begyndte at tænke i andre baner omkring disse børns undervisning. En måde kunne være en specielt tilrettelagt multisensorisk undervisning (M. Borg-Hansen: Læserapport nr.36, Læsepædagogen, 2001) - en anden og billigere kunne være lydbehandling.

Volfs teori

Volf mente, at årsagen til denne sidstnævnte gruppes  problemer skyldes blokeringer eller andre "småfejl" i deres sanseapparat, altså fysiologiske og neurologiske defekter, der gør, at hjernen bliver ude af stand til integrere alle de sanseinput, den konstant modtager fra alle dele af kroppen via sanserne på en ordentlig måde.  

I 1970erne - ca. 10 år efter Volfs død - begyndte hjerneforskerne at interessere sig for hvordan hjernen bearbejder og integrerer sanseinput: 

Til top

Sanseintegration  

Den amerikanske ergoterapeut og forsker A. Jean Ayres var den første, der gennem sin forskning på bl. a. University of California først i halvfjerdserne påviste, at dersom hjernen bearbejder og integrerer sanseindtryk dårligt, vil det være årsag til mange motoriske, indlærings- og adfærdsmæssige problemer. Det blev starten på gren indenfor hjerneforskningen, der kaldes sanseintegrationsforskningen.

Ifølge Ayres er sanseintegration betegnelsen for hjernens evne til at koordinere og bearbejde indtryk fra alle dele af vores sanseapparat, inklusive de almindeligvis ret upåagtede, men særdeles grundlæggende sanser: berøringssans, ligevægts- og tyngdesans. 

Vore sanser giver hjernen oplysning om vores krops og vores omgivelsers fysiske tilstand. Sanseindtryk, der er strømme af elektriske impulser, flyder via vores nervesystem til hjernen som et vandløb til en sø. Utallige sanseinformationer trænger hvert øjeblik ind i hjernen fra alle steder af kroppen. Alle disse informationer må hjernen organisere, for at den kan bruge dem på rette måde. I hjernestammen og lillehjernen sker der en organisering og placering af informationerne på næsten samme måde som en færdselsbetjent dirigerer trafikken i et gadekryds, så hver trafikant kommer det rette sted hen. De væsentlige informationer dirigeres videre til de centre i hjernen, som kan bearbejde netop den slags informationer, de uvæsentlige sorteres fra. Inde i hjernen står de forskellige centre i forbindelse med hinanden, og de forskellige informationer kombineres og forarbejdes på sindrig vis til at forme oplevelser, adfærd og indlæring, altså helheder, som hjernen kan reagere på. Sansningen fortæller hjernen, hvad kroppen laver, eller hvad der sker i omgivelserne - og hjernen siger til kroppen, hvad den skal gøre i situationen. Der er således tale om en tovejskommunikation - til og fra hjernen - via nervecellerne. 

Vi oplever altså såvel vores krop som andre mennesker og ting, fordi vores hjerne har integreret sanseimpulserne til meningsfyldte former og relationer: 

Når vi f. eks. ser på en appelsin integrerer vores hjerne sanseindtrykkene fra øjnene, så vi oplever dens form og farve. Når vi rører ved appelsinen integreres indtrykkene fra fingre og hænder, så vi får en viden om, at den er ru på ydersiden og våd indeni. Integration af indtrykkene fra næsen fortæller os, at appelsinen har citrusduft. Det hele integreres til en helhed, som hjernen forbinder med en lydlig (fonetisk) integration: på dansk ordet "appelsin". Vil man fjerne den ydre skal på appelsinen, sender bestemte centre i hjernen besked til bestemte muskler i arm og fingre om at trække sig sammen på en bestemt måde, og når musklerne har udført ordren, svarer de hjernen, at arbejdet er udført, hvorefter hjernen sender en ny besked o. s. v. Fingrene bevæger sig og skræller appelsinen. Der er hele tiden flere hjernecentre involveret i processen.  

Den største del af al sanseintegration foregår automatisk udenom vores bevidsthed. Strømmen af informationer flyder let, ubesværet og velorganiseret i systemet. Men er informationsstrømmen af en eller anden grund uorganiseret kommer livet let til at ligne en trafikknude i myldretiden.

Sanseintegrationen bygges op og udvikles i løbet af barneårene frem til puberteten. Den sanseintegration, som viser sig i bevægelse, tale og leg er grundlaget for den langt mere komplicerede  sanseintegration, som er nødvendig for bl. a. læsning og skrivning.  

 

 "Når hjernens funktioner er hele og afbalancerede, så er kroppens bevægelser velafbalancerede, indlæring er nem, og god adfærd er et naturligt resultat."  -  (Kilde: A. Jean Ayres: "Sensory Integration and the Child" , L .A. Californien, USA, 1979. På dansk: "Sanseintegration hos børn" Munksgaard, 1984) 

Allerede i slutningen af 1940-erne sagde Volf det samme blot med lidt andre ord: 

"Når ørenes - og dermed hjernens - funktioner er utilstrækkelige og uafbalancerede, er kroppens bevægelser ude af balance og indlæring og adfærd er besværlig".

 Den allerseneste neurologiske hjerneforskning viser, at det faktisk er rigtigt, at der er tale om fejlfunktioner i hjernen: 

 Man har ved hjælp at den nyeste scanningsteknik målt blodgennemstrømningen i hjernen hos 29 voksne dyslektikere og 32 ikke-dyslektikere, mens de løste en række opgaver med bogstavgenkendelse, bogstav- og enderim og kategorisering af ord. Det viste sig, at der var stor forskel på hjerneaktiviteten i de to grupper. Mens kontrolgruppen øgede deres hjerneaktivitet, efterhånden som sværhedsgraden i opgaverne steg, forblev den uændret hos de ordblinde, der havde en underaktivitet i den del af hjernen, der forbinder de visuelle dele med de sproglige. Andre scanninger viser, at der er tegn på, at der hos ordblinde er ineffektive eller blokerede nervebaner, der hindrer den ordblinde i at forbinde den visuelle opfattelse af bogstaver med de fonologiske (lydlige) strukturer, de repræsenterer.  Kilde: M. Borg-Hansen: Læserapport nr. 36, s.13, Læsepædagogen, 2001.  

Til top

Volfs opdeling i ordblinde, orddøve og ukoncentrerede 

For at nærme sig den på det tidspunkt officielle terminologi angående læsehæmmede, opdelte Volf på grundlag af sine undersøgelser disse "neurologisk-fysiologisk betinget læsehæmmede" i grupper, der svarede til bestemte mønstre i de diagrammer, han lavede, når han testede, og hvad han her ud fra mente lå til grund for læsehæmningen. Han kaldte dem: 1) de ordblinde, 2) de orddøve, og 3) de ukoncentrerede.

1) De ordblinde.

 Denne gruppe er karakteriseret ved at være udpræget retningsdiffuse, således at de har svært ved umiddelbart at kende forskel på højre og venstre. De har en udpræget tendens til at forveksle bogstaver, der ligner hinanden så som b - d, b - p, m - n, n - r, u - n.  Besværlighederne er ofte genetisk betinget, altså arvelige, idet der vil være andre i familien, der har eller har haft de samme vanskeligheder. Den ordblinde har stort set ingen automatiserede færdigheder, hvorfor han hele tiden skal tænke over alle handlinger og gøremål. Han har svært ved at holde orden, og må bruge megen energi på at klare sig gennem dagen.

I Volfs test ser man i denne gruppe ofte, at lyden fra den vibrerende stemmegaffel føles i områder, hvor visse endokrine - hormonstyrende - kirtler befinder sig. Typisk omkring struben, hvor skjoldbruskkirtlen befinder sig og hos drenge omkring kønsorganerne, hvor testiklerne ofte ikke er på plads i pungen. Dette gav Volf anledning til at hævde, at årsagen til denne gruppes handicap ofte skulle søges i en hormonal ubalance, der forårsager en forskel i den hastighed, hvormed øjnene ser, og ørerne hører.

Lav høredynamik (forpint hørelse) kan forekomme, men gør det ikke nødvendigvis.

Typiske tegn :

2) De orddøve    

I modsætning til de ordblinde er her en gruppe, der er karakteriseret ved at være rigtig gode læsere. De læser hurtigt og flydende, men uden betoning. De forstår eller husker   praktisk talt intet af, hvad de har læst. De er dårlige stavere. De taler som regel hurtig, sjusket og utydeligt, idet de "sluger" endelserne. Det talte sprog bygger på det hørte - den orddøve taler, som han hører. Det skrevne sprog bygger på det talte - den orddøve skriver, som han taler! 

Den orddøve har det, Volf kaldte langsom hørelse, der giver vanskeligheder med at fastholde og forstå, hvad der siges. Ved diktater vil han ofte miste hele ord, som han ikke når at opfatte, og i de ord, der opfattes, forsvinder nuancerne - specielt endelserne. - Han kan have vanskeligheder med opfattelsen af sig selv i forhold til omverdenen "jeg - tid - rum", hvilket kan give besvær med sprogets tider: datid, nutid,  fremtid. 

Den orddøve har ofte en dårlig væskeledning, hvilket giver ham en elendig fornemmelse af sin krop, og gør at han har en stiv uafbalanceret gang uden sving med armene. Han vil gå let famlende som en gammel mand.

Ved en høreprøve er den orddøve karakteriseret ved, at høretærsklen ligger meget fint omkring 0 dB, men med en parallelforskydning på 5 dB mellem højre og venstre øre i hele frekvensområdet. Høredynamikken er derimod meget snæver, idet smertetærsklen typisk ligger omkring 70-80 dB, mod normalt mere end 120 dB.

Typiske tegn:

3) De ukoncentrerede

"De neurologisk - fysiologisk betinget læsehæmmede", der ikke kunne placeres indenfor en af de to foranstående grupper, kaldte Volf  "ukoncentrerede". Deres opmærksomhed afledes let, og de kan sjældent koncentrere sig ret længe ad gangen om Ún ting - jo højere koncentration opgaven kræver, jo mindre er evnen til at holde interessen fast. De skal ofte være med i alt, hvad der foregår omkring dem. De udviser ingen specifikke læse- eller stavefejl, der kan karakterisere dem, idet de er generelt dårlige til både at læse og stave.

Ved en stemmegaffeltest vil der ikke være kontakt til ørerne - Volf kaldte det en hjerneblokering - eller man vil ved gentagelse af testen hver gang få forskellige svar. Høreprøven viser, at der er en snæver høredynamik ( forpint hørelse ). De lever tilsyneladende i noget, der kunne minde om et indre kaos, som gør det umuligt for dem at koncentrere sig ret længe ad gangen. De må anstrenge sig ud over det almindelige for blot en kort stund at følge med i undervisningen, hvilket resulterer i unaturlig træthed.

Typiske tegn.

Til top

Min erfaring med grupperingen.

Det er min erfaring, at der i testen ofte er så store overlapninger mellem Volfs tre forskellige grupper, at det kan være vanskeligt at placere personen i den ene eller den anden gruppe. Jeg foretrækker derfor blot at kalde dem (neurologisk - fysiologisk betinget) læse- stavehæmmede.

Der hersker i Danmark stor forvirring omkring betegnelsen "ordblind". Lægerne mener Út med ordet, psykologerne noget andet, og i den brede befolkning er det en betegnelse, der er synonym for alle tænkelige årsager til læse- staveindlæringsvanskeligheder, lige fra dårlig begavelse til arvet dysleksi.

Det ville være rart, om man officielt kunne enes om to betegnelser, f. eks. :

"læsesvag" for den store gruppe, hvor der ligger sociale, psykiske eller miljømæssige årsager til grund for handicappet, som kan afhjælpes ad pædagogisk vej, og 

"ordblind" ( dyslektiker) for den mindre gruppe, hvor handicappet skyldes  neurologiske og fysiologiske årsager, som almindelig pædagogik ikke kan afhjælpe (Dalby et AL, 1992), men som først må hjælpes ad anden vej - f.eks. med lydbehandling. 

 Så ville alle vide, hvad man talte om,  - og man ville være mere i overensstemmelse med internationale termer.

Til top

Copyright Sven Aidt, 2002