Til forside

Om Volfair-metoden.

Og om høredynamik og om forpint og langsom hørelse.

Volfair-metoden er en rent fysisk påvirkning af sanseapparatet gennem hørelsen. Den bygger på to elementer: en test og en behandling.

Testen

Testen har to hovedelementer:

  1. Stemmegaffel-test: En undersøgelse med vibrerende stemmegafler, der sættes på en række kontaktpunkter på kraniet og de store legemsknogler. Den der undersøges skal så fortælle, hvor vedkommende dels føler vibrationerne strømme hen i kroppen, dels hvor han / hun opfatter tonen som en lyd, idet begge ører lukkes med f. eks. fingrene. Svarene tegnes ind på et diagram.

  2. Høre-test: En høreprøve med et audiometer, hvor man fastlægger dels høretærsklen - der er det svageste lydbølgetryk målt i enheden dB, øret kan opfatte indenfor frekvensområdet 125 - 8000 Hz ( normalt mellem 0 og 20 dB )- dels smertetærsklen - der er det kraftigste lydbølgetryk målt i dB, øret kan tåle indenfor det samme frekvensområde, uden at det smerter ( normalt omkring 130 dB ).   Man fastlægger herved ørernes funktionsområde, også kaldet høredynamikken eller høretolerancen.

 1) Stemmegaffeltesten.  

Lidt om Volfs teorier.

Væskeledning kontra knogleledning

 Sætter man en vibrerende stemmegaffel, der f. eks. svinger med 128 svingninger i sekundet på f. eks. ankelknoglen på en person, der samtidig lukker ørerne med sine fingre, vil han høre tonen i det af ørerne, der er i den modsatte side. Man siger, at lyden kontralateraliserer. Spørgsmålet er: Hvordan kommer lyden fra anklen til øret? Den almindelige lægelige  opfattelse er, at det gør den gennem legemets knogler, idet man taler om "knogleledning".  - Volf var af en anden opfattelse. Han mente, at der var tale om noget, han kaldte "væskeledning".

Et forsøg

Holder man den samme vibrerende stemmegaffel i luften, vil den sætte luften i svingninger og tonen fra den kunne opfattes af øret i en afstand på ca. ½ meter. Sætter man stemmegaflen ned på en bordplade, vil denne virke som resonansbund, idet hele pladen og dermed den omkringværende meget større mængde luft sættes i svingninger, der svarer til stemmegaflens. Tonen vil blive forstærket, og den vil kunne opfattes af øret i stor afstand fra stemmegaflen. Gentager man forsøget med den forskel, at man først lægger bordpladen ud i et stort vandbassin, vil der ikke være nogen tone at høre i luften. Derimod er det muligt at opfange tonen med en undervandsmikrofon i stor afstand fra pladen. 

Volf udførte dette forsøg, og han påviste hermed, at lyden altid vælger den bedste leder ( vand leder lyden fire gange hurtigere end luften, hvilket er en hastighed, der er en smule hurtigere end hastigheden, hvormed de elektro-magnetiske impulser bevæger sig i det menneskelige nervesystem ).

"Den akustiske refleksteori"

Han overførte sine iagttagelser under forsøget til sine iagttagelser vedrørende mennesker, og han opstillede en teori omkring lydens udbredelse i den menneskelige krop, som han selv formulerede sådan: "Lyden, der påføres de store knogler, er en mekanisk svingning, der gennem væskeledningen manifesterer sig som en elektromagnetisk impuls analog med nerveimpulser. Gennem væskeledningen opnås kontakt med det autonome nervesystem, som viderebefordrer svingningerne til det syge sted."  ( "Den akustiske refleksteori", Chr. A. Volf ).

På mere jævnt dansk, kan dette forklares således: Knoglen , hvorpå stemmegaflen sættes, virker - ligesom bordpladen - som resonansbund for stemmegaflens svingninger. Herfra vil svingningerne forplante sig ud i den legemsvæske, der er i det væv, der omslutter knoglen og herfra videre ud i hele legemet (der jo består af 85% væske) på samme måde som lyden forplantede sig ud i vandet i bassinet. Svingningerne vil således også nå op til de indre ører, der ligger vel beskyttet i et væskefyldt hulrum i kraniet. Her vil svingningerne opfanges af hørecellerne i sneglen, og nerveimpulser sendes videre til hjernen, der vil integrere dem. 

Er hjernens funktioner hele og afbalancerede vil den opfatte tonen, som om den kommer fra det øre, der er placeret i modsatte side i forhold til den knogle, hvorpå man satte stemmegaflen  (fra venstre knogle til højre øre og omvendt). Man siger, at lyden kontralateraliserer. Dette svarer til, at det er den højre hjernehalvdel, der styrer venstre kropshalvdel og omvendt.

På et diagram vil det tage sig således ud:

Fig. 1 Diagram, der viser stemmegaffeltesten ved afslutningen af lydbehandling af en 11-årig pige. 

Tegnforklaring:  X = kontaktpunkt  ;  PIL = vibrationen føles i pilens retning til pilens spids  ; TO LODRETTE STREGER: vibrationen føles kun på kontaktstedet  ;  CIRKEL MED PIL: lyden høres i øret til den side pilen angiver.

"Den akustiske reflekstid"

Samtidig med, at lyden fra den svingende stemmegaffel forplanter sig gennem legemsvæsken, opfattes vibrationen af følesansenerverne i kroppens væv, og der startes impulser, der via nervesystemet sendes til integration i hjernen. Normalt vil disse to impulser, den der når hjernen via væskeledningen og den, der når den via nervesystemet, nå hjernen   en lille smule forskudt i tid, således at den væskebårne impuls vil komme først, og dermed vil den blive registreret af hjernen, den "anden bølge" vil blive dæmpet eller kasseret. ( Volf kaldte denne forskydning for "den akustiske reflekstid" ).

Hørbar - følbar - dårlig eller ingen væskeledning

Ved hørbar væskeledning vil tonen altså opfattes i øret. Den akustiske reflekstid er i orden, og personen vil på alle måder have god føling med sin krop.

Kan man både høre lyden i de tillukkede ører og samtidig føle vibrationen forplante sig i kroppen, betyder det, at begge impulser når hjernen samtidig og begge integreres. Dette kan enten skyldes nedsat væskeledning eller en for hurtig ledning i nervebanerne. Den akustiske reflekstid er forsinket. Volf kalder dette "følbar væskeledning". Personen vil have en rimelig fornemmelse af og styr på sin krop.

Kan personen intet høre i ørerne, men føle impulsen i kroppen - eller evt. kun på kontaktstedet - så er ledningsevnen i legemsvæsken så reduceret, at kun de nervebårne elektriske impulser når frem til en integrering i hjernen. Der er ingen væskeledning. Den akustiske reflekstid er dårlig. Er der dårlig eller ingen væskeledning, mister man f.eks. fornemmelsen af, hvor og hvordan man træder, når man går. Man bevæger sig famlende og usikkert, som når man ser en gammel person gå. Kropvæskens evne til at lede vibrationer fra kroppen til ørerne aftager med alderen. Den forsvinder først ved fødderne, hvilket bl. a. er årsagen til, at ældre mennesker går mere forsigtigt og usikkert end unge..

Som noget nyt påpegede Volf altså, at sansningen ikke kun foregår gennem nervesystemet, men at forudsætningen for en god sanseintegration også ligger i, at der er en god væskeledning. Det er via den at enhver vibration, der opstår et eller andet sted i kroppen, via øret, ledes til hjernen, hvor den bliver integreret. Væskeledningen bidrager dermed væsentligt til vores opfattelse af vores krop og omverden. 

Det er derfor, at Volf opfatter øret som det vigtigste sanseorgan.

Hvorfor der er forskel på hvor god eller dårlig væskeledningen er, ved man ikke sikkert. Meget tyder på, at kosten spiller er rolle. Indtagelse af alkohol og sukker i større mængder, synes også at spile ind.

Sættes stemmegaflen på knoglerne uden at ørerne samtidig er lukket med fingrene, vil  man normalt ikke føle svingningen andre steder end på kontaktstedet. Er der derimod noget galt med et (sanse)organ, vil vibrationen føles strømme ud i kroppen, ofte mod steder i kroppen, hvor det dårligt fungerende (sanse)organer har sit reflekssted.  

Tegnet på et diagram kan det f. eks. se således ud:

Fig. 2 Diagrammet viser stemmegaffeltesten ved første undersøgelse af den samme 11-årige pige som fig. 1.

Tegnforklaring:  X = kontaktpunkt  ;  PIL = vibrationen føles i pilens retning til pilens spids  ;  TO LODRETTE STREGER: vibrationen føles kun på kontaktstedet  ;  CIRKEL MED PIL:   lyden     høres i øret til den side pilen angiver.

Til top

 

2)   Høre-testen

Høretærskel - Smertetærskel.

Ordet hørelse(n)  er på denne hjemmeside defineret som  hjernens evne til at registrere og integrere nerveimpulser, der stammer fra lydbølgers påvirkning af små fimrehår i ørets snegl.

En test af hørelsen foretages med et audiometer, der er et apparat, der kan frembringe en række rene toner med forskellige svingninger, der måles i Hertz (Hz). Hver tone kan varieres i styrke, der måles i decibel (dB). -  Den registrerede høreevne kortlægges med et diagram, der kaldes et audiogram.

Der er en grænse for hvor svag en lyd den menneskelige hørelse kan opfatte - kaldet høretærsklen, - ligesom der er en grænse for, hvor høj (kraftig) en lyd, hørelsen kan tåle - kaldet smertetærsklen.

Måleenheden dB er en såkaldt logaritmisk måleenhed, hvor man angiver enheden som potens af tallet 10. Det betyder, at idet man sætter den svageste lydbølge et normalt hørende øre kan opfatte til 0 dB = 1 trykenhed på 0,0002 dyn/cm2, så svarer f. eks. 120 dB (der er audiometerets maximale lydstyrke) til 1012 = 1 000 000 000 000 trykenheder. Alle lydtryk er målt som gennemsnitsværdi efter en såkaldt A - vejet kurve, som tager hensyn til det menneskelige øres særlige egenskaber.

Dette kan måske bedre forstås, hvis man forestiller sig en vægt, der netop giver udslag, når der lægges  1 mg på vægtskålen. Dette svarer til 0 dB. Vægten når først sit maximale udslag ved 130 dB svarende til 10 000 000 000 000mg = 10 000 tons. En sådan "vægt" er den menneskelige hørelse! 

Skulle man lave et diagram, der angiver det område, vægten kan arbejde indenfor i enheden mg, ville diagrammet blive enormt stort. Det er derfor praktisk, at man har valgt den logaritmiske måleenhed. Man skal blot være opmærksom på, at hvis man øger styrken med 10 dB fra f. eks 10Db til 20dB stiger antallet af trykenheder med 102 - 101 = 100 - 10 = 90 enheder - øges derimod styrken med 10 dB fra 110 dB til 120 dB, ser regnestykket således ud: 1012 - 1011 = 1000000000000 - 100000000000 = 900 000 000 000 enheder! Det samme spring øger altså trykket voldsomt jo højere styrken er.

Høredynamik

  

Det område som vægten kan veje indenfor, er dens arbejdsområde. Oversat til hørelsen kaldes arbejdsområdet for "det høredynamiske område" eller hørelsens "tolerance".

Det ser i et audiogram således ud

                 Fig. 3   (J. D. Durrant og J.H. Lovrinic: Bases of Hearing Science. Baltimore:Williams & Wilkins, 1977, s.140)

 

Det kan synes mærkeligt, at ørelæger, skolesundhedsplejersker og andre, der måler folks hørelse, kun beskæftiger sig med, hvor mange "mg" der skal til for at få "vægten" til at give udslag - fastlæggelse af høretærsklen.  Det fortæller godt nok, om hørelsen kan opfatte de svageste lyde, der rammer øret i en meters afstand fra den talende, men heller ikke meget mere. 

 

Fig.4  (Gyldendals lægebog s.141. Gyldendal 1968)

NB: På dette og følgende audiogrammer er det svageste lydtryk (0 dB) markeret foroven og det kraftigste (120 dB) for neden (modsat fig. 3).  

 

Skal man bedømme, hvor anvendelig en hørelse er i praksis, må man måle både høretærskel og smertetærskel. Et mål for høretærsklen alene giver ingen brugbar oplysning om hørelsens skelneevne og egenskaber i øvrigt. Man må naturligvis kende ørets fulde arbejdsområde. At udtale sig om hørelsens egenskaber på grundlag af høretærsklen alene svarer lidt til at udtale sig om, hvor mange roer man kan dyrke på en mark, der er 200 m lang!

Fig. 5.   Et audiogram taget ved afslutningen af lydbehandling på den samme 11-årige pige som fig.1

 

 

"Forpint hørelse" eller "lav høredynamik" eller "lav høretolerance" - et og det samme. 

Kliniske iagttagelser over snart et halvt århundrede viser, at høredynamikken/ tolerancen hos indlæringsblokerede skolebørn påfaldende ofte er alt for lav, idet   smertetærsklen for ca. 85% af de undersøgte klienters vedkommende nås allerede ved 80 - 90 dB, hvilket er ganske tæt på den styrke, hvormed almindelig tale i en meters afstand rammer øret. (se fig. 6)

Fig. 6    Et audiogram taget ved første undersøgelse af den samme 11-årige pige som fig. 1

 

 

Opfattelsen af tale er en svær og kompliceret opgave for hørelsen. Inden døre og på afstand er opgaven meget krævende - inden døre og på afstand og i støj, er det en af de allersværeste opgaver en hørelse kan komme ud for. - Dette sidste er præcis den opgave, en hørelse skal løse, når den f. eks. kommer ind i et almindeligt klasselokale og skal lytte til læreren! 

Med en lav høredynamik kan hørelsen ikke ignorere støj. Ekkoer og genklange inden døre opleves stærkt generende. Hørelsens skelneevne forringes efter alt at dømme i betydelig grad. Det kræver stor koncentration, mange kræfter og megen eftertanke at opfatte og forstå - f.eks. hvad læreren siger med en stemme, der oven i købet måske er tæt på at gøre fysisk ondt i ørerne. - At deltage i undervisning på de betingelser, kræver et meget stort engagement og en nærmest altopslugende interesse for det emne, der undervises i, men selvom både interesse og engagement er tilstede, kræver det så megen energi, at kræfterne alligevel som regel hurtigt slipper op.

Langsom hørelse

Fra fødslen er hørelsen indrettet således, at man kan opfatte tale ubesværet og uden den ringeste eftertanke. Opmærksomheden kan samles om meningen med ordene. På denne måde forbliver det det meste af livet, men med alderen bliver det sværere og sværere at opfatte, hvad det er, folk siger.

Det er der to hovedårsager til: Den ene er, at man med alderen blive mere og mere tunghør. Den anden er, at hørelsen mister sin evne til at skelne. I modsætning til tidligere må man nu til at bruge bevidst opmærksomhed for at opfatte ord og sætninger. Det bliver vanskeligere for bevidstheden at få mening i de ord og sætninger, man hører. Hørelsen bliver langsom.

Dette er en tilstand, vi som ældre affinder os med, men når man møder en sådan langsom hørelse hos unge mennesker, er der grund til bekymring.

Mennesker med en famlende, langsom hørelse har behov for eftertanke og overvejelse, idet tale opfattes med forsinkelse.

Langsomt hørende bruger genkaldelsesteknik: øret har en art indre båndoptager - den betegnes som regel korttidshukommelsen. Man kan spole tilbage og genhøre, hvad der netop er blevet sagt, men det kræver, at omverdenen tier stille imens. For at få den nødvendige pause i talestrømmen, siger den langsomt hørende "Hvad?" - ikke fordi han ikke kan høre, hvad der bliver sagt, men for at vinde tid til at genkalde sig, hvad han hørte. "Hvad?" er altså ikke, som man kunne tro, en opfordring til at gentage, hvad man netop har sagt, derimod er det en opfordring til at vente med at sige mere, til hjernen fået tid til at få mening i det hørte.

Hørelsen har to psykeakustiske egenskaber, der er vigtige for den, der skal opfatte og skelne tale:

Den første er cocktailpartyeffekten, der tillader hørelsen at vælge eller skelne en bestemt stemme blandt mange, der taler. Når hørelsen har valgt en stemme, kan den lukke alle de andre ude.

Den anden er evnen til at forstå tale på afstand. Er man i blot et par meters afstand fra den talende, vil den største del af det virkelige lydbillede være ekkoer og genklange fra loft, vægge, gulv og møbler. Kun en ganske lille del at lyden fra den talende vil gå direkte til den lyttendes øre. Det er egentlig kun den lille del af lyden, der kommer direkte, der er forståelig. 

Optager man en stemme på nogle meters afstand med en almindelig mikrofon, får man en rungende lyd, idet ekkoer og genklange opfanges af mikrofonen på lige fod med den direkte lydbølge.  Det kræver opmærksom eftertanke og anspændelse at få mening i, hvad der siges. Sådan lyder det virkelige lydbillede inden døre, men sådan opfatter den almindelige velfungerende hurtige hørelse ikke lyden. Den hurtige hørelse, som opfatter automatisk, og som med lethed skelner mellem stemmer, udelukker ekkoer og genklange og tolker lyden, som om den kun bestod af den ganske lille del, der ankommer til det lyttende øre direkte fra den talendes mund.

Hørelsen, der er dårlig til at skelne og som ikke opfatter automatisk, hører derimod det virkelige lydbillede med ekkoer og genklange.  

Forpint, langsom hørelse påvirker altså hørelsens evne til at skelne ords fonemer (lyde), men den er også en væsentlig årsag til dårlig koncentrationsevne, hyperaktivitet, raseri, kvalme, søvnforstyrrelser, adfærdsvanskeligheder og tumlerfumlerbevægelser.

Skal disse tilstande lindres, må man først og fremmest sørge for at gøre høredynamikken normal og stabil.

Den eneste kendte metode til at gøre dette, er Chr. A. Volfs lydbehandling. 

Vil du læse mere om dette emne anbefales du at læse: Kåre p Johannesens bog "Ordblinde børn", Borgen, 1992.

Til top

Behandlingen.

Behandlingen er enkel.

Ud fra audiogrammet bestemmes hvilke frekvenser (hvilket lydbånd), der aktuelt skal behandles med.

En gang dagligt skal man gennem "lukkede" høretelefoner, der dækker hele øret, lytte til den aktuelle lyd (CD / kassettebånd) med så stor styrke, som øret kan tåle, uden at det smerter eller kildrer i ørerne. Det tager 5 minutter og foregår i hjemmet.

Denne behandling kan suppleres med kraftig, dynamisk musik fra en stor højttaler, som man sidder på, imens musikken spiller. Denne behandling foregår på klinikken.

Begge behandlingsformer har til formål langsomt at træne hørelsen op, således at smertetærsklen kommer op på normalt niveau. Dette tager fra 3 til 8 måneder.

Samtidig med at høredynamikken udvides og bliver normal, sker der ændringer i det billede, man får ved stemmegaffeltesten, således at det mere og mere kommer til at se ud som normalen (se fig. 1). 

Det er sandsynligt, at den kraftige påvirkning med de specielle lyde, øger blodtilstrømningen i hjernen og styrker de elektriske impulser i svage eller blokerede nervebaner i hjernen (jvf. M. Borg-Hansen), således at denne kommer til at fungere i samme balance som en "normal" hjerne, der kan integrere sanseinputtene hurtigt og automatisk.  Læs mere om sanseintegration her

Efter 6 til 12 måneders behandling stabiliseres billedet, således at testresultatet ikke ændrer sig ved efterfølgende kontroltests med en måneds mellemrum. Når dette er tilfældet standses behandlingen. Der foretages kontroltest 3 - 4 måneder efter. Resultatet skal her være uændret for, at behandlingen kan erklæres færdig. 

Samtidig med, at man konkret kan registrere disse ændringer i testen, sker der oftest forbedringer i klientens tilstand m.h.t. læseevne, staveevne, koncentrationsevne  og /eller adfærd. Hvor meget bedre, man bliver til at læse, afhænger selvfølgelig af, hvor meget man læser, for: man bliver kun god til at læse ved at læse!   - når de fysiologiske og neurologisk forudsætninger er bragt i orden!

Alt tyder på, at tilstanden herefter holder sig resten af livet.

Til top

 

Copyright Sven Aidt, 2002